Har du en konto?

  •   Tilpasset indhold
  •   Dine produkter og support

Brug for en konto?

Opret en konto

Skyen vil udgøre 95 pct. af al datacentertrafik i 2021

Ifølge den årlige Cisco Cloud Index-rapport, som netop er udkommet, vil 95 pct. af al datacentertrafik i 2021 være cloud-baseret. Derudover viser rapporten, at videostreaming vil udgøre 85 pct. af al trafik fra datacentre til forbrugerne. Samtidig vil antallet af IoT-løsninger mere end fordobles og nå 13,7 mia. i 2021.

Det er syvende år, at Ciscos store rapport præsenteres. I år fokuserer rapporten på datacentres virtualisering og cloud-teknologi, som har fået en større rolle i virksomheders digitale ageren og blandt slutbrugerne.

Rapporten forudser, at globalt cloud-baseret trafik vil nå 19,5 ZB årligt i 2021, (det er 19,5 med 21 nuller efter kommaet). I 2016 var tallet blot 6 ZB. Det anslås, at den globale cloud-trafik vil udgøre hele 95 pct. af al datacentertrafik i 2021. En stigning fra 88 pct. siden 2016.

Vores forudsigelse understreger, at der vil være efterspørgsel på mere innovation ift. at håndtere de store datamængder – både i de private og offentlige skyer men også i cloud-hybrider, der er et populært valg blandt mange virksomheder,” udtaler Henrik Stær, teknisk direktør hos Cisco Danmark.

Vækst drevet af IoT og skrappere kontrol

Den forventede eksplosive stigning i datatrafikken er et resultat af flere tendenser. Det gælder fx databeskyttelse og frygten for cyberangreb, som begge er kommet højere op på virksomhedernes og politikernes dagsordenen. Det har betydet skrappere kontrol og ledelse af datacentre samt udvikling af nye sikkerhedsteknologier, der har mindsket usikkerheden ved cloud-baserede løsninger betragteligt.

Samtidig er udviklingen af IoT (Internet of Things) tiltaget og kræver i dag store mængder datalagring. Ifølge Ciscos rapport vil vi i 2021 nå 13,7 mia. IoT-løsninger, hvilket vil være mere end en fordobling fra 5,8 mia. i 2016.

”Den store vækst langs kanten af skyen fra folks devices og IoT-enheder betyder ikke, at de store datacentre er overflødige. Tværtimod betyder de mange nye enheder, at der er et øget behov for at samle og analysere de massive datamængder, der produceres. Derfor forventer vi også næsten en fordobling af antallet af hyperscale-datacentre frem til 2021,” udtaler Henrik Stær.

Streaming vil udgøre 85 pct. af data-flowet til forbrugerne

I 2021 vil video optage 85 pct. af al trafik fra datacentre til slutbrugere. Det er en stigning på 7 procentpoint siden 2016, hvor video udgjorde 78 pct. af al datacentertrafik til brugerne.

 

1. Vækst hos datacentre og cloud-løsninger

·        I 2021 vil 94 pct. af workloads og såkaldte ’compute instances’ være drevet af cloud-baserede datacentre. 6 pct. vil være drevet af traditionelle datacentre.

·        Datacentres workloads vil generelt fordobles fra 2016 til 2021. De cloud-baserede workloads vil næsten tredobles i samme periode.

·        Antallet af hyperscale-datacentre vil vokse fra 338 fra slutningen af 2016 til 628 i 2021.

2. Vækst i lagret data pga. big data og IoT

·        På verdensplan vil data lagret i datacentre være knap firedoblet i 2021.

·        Big data vil nå 403 EB (exabytes) i 2021 og repræsentere 30 pct. af al data lagret i datacentre. En stigning fra 18 pct. siden 2016.

·        Mængden af data lagret på enheder vil i 2021 være 4,5 gange større end data lagret i datacentre.

·        Takket være IoT vil den totale mængde data, der skabes (og ikke nødvendigvis lagres), nå 847 ZB årligt i 2021.

3. Applikationer bidrager til stigende datacentertrafik på verdensplan

·        I 2021 vil big data optage 20 pct. af al trafik i datacentre (12 pct. i 2016).

·        I 2021 vil videostreaming optage 10 pct. af al trafik i datacentre (9 pct. i 2016).

·        I 2021 vil video optage 85 pct. af trafik fra datacentre til slutbrugere (78 pct. i 2016)

·        I 2021 vil søgninger optage 20 pct. af al trafik i datacentre (28 pct. i 2016).

·        I 2021 vil sociale netværk optage 22 pct. af al trafik i datacentre (20 pct. i 2016).

4. SaaS vil være den mest populære cloud-løsningsmodel i 2021

·        I 2021 vil 75 pct. (402 mio.) af alle cloud-workloads og compute instances være leveret af SaaS-teknologi. En stigning på 71 pct. siden 2016.

·        I 2021 vil 16 pct. (85 mio.) af alle cloud-workloads og compute instances være laaS-teknologi. Et fald på 21 pct. siden 2016.

·        I 2021 vil 9 pct. (46 mio.) af alle cloud-workloads og compute instances være PaaS-teknologi. En stigning på 8 pct. siden 2016.

Læs flere nøgletal og –forudsigelser i Cisco-rapporten her.