Den 26. december 2004 befandt jeg mig på en strand i Thailand. Pludselig hørte jeg en nærmest knitrende lyd fra en bølge. Få minutter senere kom der en større bølge, der nåede helt op til græsset. Jeg blev skrækslagen. Jeg vidste, der var en tsunami på vej! Jeg råbte til de andre, at de skulle komme væk fra stranden, men ingen rørte sig ud af stedet. Jeg løb op på den nærmeste bakke. Efter et stykke tid begyndte andre at løbe mod mig, skrigende. Den store bølge havde ramt land. Vi løb højere op, hvor vi blev hele natten uden at vide, hvad der foregik under os. Jeg var bekymret over, hvordan jeg skulle få fortalt mine venner, at jeg var OK. Næste dag vendte jeg tilbage til stranden, hvor ødelæggelserne chokerede mig. Det lykkedes mig at komme med en færge væk fra øen og finde en internetcafe i Ao Nang, hvor jeg kunne komme online og fortælle folk, at jeg var OK. Jeg var taknemmelig over at have overlevet, når så mange var døde. Jeg var lettet, fordi jeg vidste, at jeg øjeblikkeligt kunne komme i kontakt med familier og venner rundt om i verden.
By Julia T.