Arkiv 2012

19 milliarder netforbindelser i 2016

Internet-tv og mobil video gør internettet gigantisk

I 2016 vil der være 19 milliarder internetforbindelser eller 2,5 forbindelse for hver indbygger på jorden. Det viser den seneste udgave af Ciscos Visual Networking Index, der hvert år analyserer internettets udvikling. Det er blandt andet forbrugernes smag for internet-tv og video på smartphones, der får internettet til at boome.

Internet-tv, forbundne maskiner og mobil video får internettet til at eksplodere i omfang. I 2016 vil der være 19 milliarder internetforbindelser eller cirka 2,5 forbindelse for hver indbygger på jorden. Det fremgår af den nye udgave af Visual Networking Index, it-virksomheden Ciscos årlige analyse af internettets udvikling.

Den årlige trafik på internettet stiger i 2016 til svimlende 1,3 zettabytes, viser undersøgelsen. Det svarer til 1,3 billioner gigabytes, eller at der hver time bliver downloadet 38 millioner DVD´er. Datatrafikken i 2016 svarer til 10 gange trafikken i 2008, og alene væksten i trafikmængden fra 2015 til 2016 udgør 350 exabytes eller næsten den samlede trafikmængde i 2011. I 2016 vil næsten halvdelen af den samlede datatrafik ifølge VNI være Wifi-baseret.

”Forbrugerne har fået smag for internet-tv, mobil video samt online gaming, og i 2016 vil 89 pct. af den samlede net-trafik være generet af almindelige brugere. I hjemmet vil vi også se flere husholdningsmaskiner, der kan gå på nettet, og det såkaldte internet of things vil få nettrafikken til at vokse med gigantisk hastighed,” siger Niels Münster-Hansen, adm. direktør i Cisco Danmark.

Det er især en stigende efterspørgsel på såkaldt long form-video som film og tv-serier, der driver forbrugernes videotrafik, og frem til 2016 forventes det ifølge VNI, at long form-video vil udgøre over tre gange så meget datatrafik som tjenester med korte videoklip, fx YouTube. Og leverandører af video på nettet får travlt. I 2016 vil der være 3,4 milliarder internetbrugere eller 45 pct. af verdens befolkning, der i 2016 vurderes at udgøre 7,5 milliard. I 2011 var der 2 milliarder internetbrugere svarende til 28 pct. af verdens befolkning.

Video på arbejdspladsen slår rekorder

Virksomhedernes datatrafik vil blive fordoblet i perioden 2011-2016 og nå et niveau på 13,1 exabytes om måneden, viser undersøgelsen. Erhvervslivet er imidlertid særligt begejstret for videokonferencer, og trafikken relateret til videomøder bliver i perioden seksdoblet og vokser med årlig rate på 42 pct. eller mere end dobbelt så hurtigt som den samlede, erhvervsrelaterede datatrafik.

”Videokommunikation overhaler samtlige typer datatrafik med flere længder, fordi medarbejderne benytter video lige så naturligt som telefoni og e-mail, og denne kanal genererer forholdsvist mere data. Samtidig er medarbejderne blevet mere mobile, og i 2016 vil 61 pct. af alle videomøder være webbaserede, når medarbejderne kommunikerer via video over alt,” siger Niels Münster-Hansen.


Om VNI

Cisco har udviklet VNI med henblik på at måle udviklinger og trends i den globale ip-trafik. Analysen bygger på Ciscos analyser og prognoser for ip-trafik samt data fra uafhængige analytikere. Det er sjette år i træk, at Cisco gennemfører VNI.

Læs mere om VNI i denne engelske pressemeddelelse

Lad os hjælpe dig

  • Ring på 8088 5967 eller
  • Deltag i en diskussion
  • teknisk support
  • Find en forhandler i dit område

Del