Arkiv 2012

It-chefer vil styrke tablet-sikkerhed

Over 65 pct. af it-cheferne frygter sikkerhedsproblemer, når de ansatte logger på virksomhedens servere fra deres egen tablet. Det viser en ny, international undersøgelse foretaget blandt 1500 it-chefer på vegne af it-virksomheden Cisco. Otte ud af ti vurderer samtidig, at tablets bliver mere populære de kommende to år, og to ud af tre ser et behov for nye it-sikkerhedspolitikker.

It-chefer oplever i stadig højere grad, at kollegerne logger på virksomhedens forretningskritiske netværk fra deres egen tablet, og mere end 65 procent af it-cheferne vurderer, at dette udgør et væsentligt it-sikkerhedsproblem. Det viser en ny, international undersøgelse blandt 1500 it-chefer foretaget på vegne af Cisco. Tendensen vil kun blive forstærket de kommende to år, da otte ud af ti it-chefer vurderer, at tablets vil blive mere populære. Mere end to ud af tre adspurgte vurderer samtidig, at medarbejdernes brug af egne enheder fordrer nye it-sikkerhedspolitikker.

Trods den stigende efterspørgsel vurderer 48 procent af it-cheferne, at deres virksomhed ikke vil tillade adgang til forretningskritiske systemer fra medarbejdernes egne tablets. Dette står dog i kontrast til, at 57 procent af de adspurgte vurderer, at flere brugere allerede logger på serverne fra deres egen tablet uden virksomhedens samtykke, viser Ciscos undersøgelse.

”Den nye generation af medarbejdere, som nærmest har fået cloudtjenester ind med modermælken, forventer som det mest naturlige i verden at kunne arbejde på alle netværk fra deres eget device. Udviklingen rammer nu virksomhederne, der kan opnå øget mobilitet, produktivitet og medarbejdertilfredshed, hvis de opgraderer netværk og it-sikkerhedspolitik til den nye, mobile virkelighed,” siger Henrik Stær, teknisk chef i Cisco Danmark.

It-chefer og ansatte taler samme sprog

I toppen af it-chefernes ønskeliste til den daglige brug af tablets ligger gnidningsfri integration mellem medarbejdernes mobile enheder og deres virtuelle desktop. 71 procent af it-cheferne mener således, at medarbejderne skal foretage så få manuelle handlinger som muligt, når de anvender deres egen tablet på arbejdet, viser undersøgelsen.

Samtidig fremgår det, at tre ud af fire it-chefer ser dokumentdeling og e-mail som ”must have”-applikationer til tablets tæt efterfulgt af videokonferencer, instant messaging og adgang til virksomhedens databaser.

”It-cheferne og de ansatte taler samme sprog, og it-afdelingerne forstår, at medarbejderne vil have adgang til samme apps fra deres tablet PC som fra den faste PC på arbejdspladsen. Det er derfor i høj grad også op til ledelsen i virksomhederne at signalere, at anvendelse af egne mobile enheder skal opprioriteres for at imødekomme medarbejdernes ønsker”, siger Henrik Stær


Om undersøgelsen

Undersøgelsen er foretaget af det engelske analysefirma Redshift blandt 1500 it-chefer i Canada, Frankrig, Tyskland, Spanien, Storbritannien og USA. Undersøgelsen er baseret på svar fra it-chefer i virksomheder og indeholder således ikke svar fra selvstændige it-konsulenter o. lign. Datamaterialet blev indsamlet i sidste del af 2011.

Læs mere i denne pressemeddelelse på engelsk

Lad os hjælpe dig

  • Ring på 8088 5967 eller
  • Deltag i en diskussion
  • teknisk support
  • Find en forhandler i dit område

Del