Spil-apps truer virksomheders sikkerhed

De fleste medarbejdere har installeret spil-apps på deres smartphone. Men underholdningen har en bagside. I en ny it-sikkerhedsrapport fra Cisco fremgår det, at virksomheder trues af gratis spil-apps, hvor folk, uden at vide det, giver udviklerne adgang til deres kalender, dokumenter og e-mails. Rapporten, der bygger på en analyse af 900 virksomheder, viser samtidig, at 27 pct. af medarbejdernes apps udgør en høj sikkerhedsrisiko.

Mange medarbejdere spiller spil på deres smartphone, mens de venter på kaffen eller på sidste mand til mødet. Uvidende omkring, at deres spil-apps udgør en høj sikkerhedsrisiko for deres arbejdsplads.   

Ifølge en ny it-sikkerhedsrapport fra Cisco udgør 27 pct. af medarbejderens apps en høj sikkerhedsrisiko, hvilket er baseret på, om de giver udvikleren adgang til virksomhedens e-mails, dokumenter, kalendere eller onlineplatforme eller ej.

Særligt én populær spil-app var i sommeren 2016 årsag til, at godt halvdelen af de undersøgte virksomheders netværk var truede, fordi hackere, potentielt set, kunne bruge appen til at få adgang til virksomhedens data.

”Sidste sommer var der en spil-app, der frit kunne kommunikere med virksomhedens onlinesystemer, så snart medarbejderen havde downloadet den. Vores sikkerhedsrapport viser, at hver anden virksomhed havde en åben forbindelse som følge af netop denne app. På den måde er den et ekstremt værdifuldt mål for hackere, idet den giver adgang til et utal af virksomheder,” udtaler Christian Heinel, sikkerhedsekspert hos Cisco.

11-dobling af app-downloads

Siden 2014 er antallet af app-downloads blandt medarbejdere 11-doblet – fra 20.400 til 222.000. Disse apps dækker over alt fra spil- til produktivitetsapps, der kan forbedre samarbejdet og deling af filer mellem ansatte. Men de truer altså også virksomheder, og når det går galt, får det konsekvenser.

”Rapporten viser, at mere end hver femte virksomhed, der er blevet hacket, har mistet kunder, og hele 40 pct. af de hackede virksomheder har mistet mere end 20 pct. af deres kundebase. Derfor er det afgørende, at chefer og ansatte er opmærksomme på, hvilke apps de downloader,” afslutter Christian Heinel.

Apple strammer op på app-sikkerhed
Det øgede antal apps hos virksomhederne er ikke gået de store aktører forbi. Fra januar i år er der fx nye sikkerhedsstandarder for apps, der kan frigives via Apples App Store. Christian Heinel uddyber:

”De kriminelle bliver hele tiden mere sofistikerede. Derfor ser vi, at flere aktører opruster for at gøre det sværere at udnytte medarbejderes apps til at få adgang til virksomheders fortrolige oplysninger. For Apples vedkommende betød det, at alle apps pr. 1. januar 2017 skulle benytte en ’sikker adgang’ til nettet, hvilket de ikke skulle tidligere,” udtaler han.

Læs mere i Ciscos årlige sikkerhedsrapport Annual Security Report her.

Lad os hjælpe dig