Her er verdens mest datatunge industrier

Verdens samlede mængde data bliver tredoblet frem mod 2020. Den største industri i forhold til de store datamængder er internettjenester med 32 pct. efterfulgt af offentlige myndigheder med 15 pct. Det fremgår af en rapport fra it-virksomheden Cisco. Rapporten viser også, at 75 pct. af al brugbar data i 2020 ikke vil blive brugt.

Den globale datamængde vil blive tredoblet frem mod 2020, fra 1,4 ZB (Zettabytes) i 2015 til 6,2 ZB i 2020. Én af de store årsager til forøgelsen skal findes i vores øgede brug af internettet, både hos forbrugerne, men også hos virksomheder, der flytter flere og flere ting i skyen. Det fremgår af en ny rapport fra Cisco.

Den mest datatunge industri er internettjenester som fx Google og Amazon, der står for 32 pct. af den globale data opbevaret i datacentre. Ved udgangen af 2015 opbevarede Google mellem 8.000 til 10.000 PB data. Den næststørste industri er offentlige myndigheder, hvor det amerikanske forsvar fx opbevarede 2.000 til 4.000 PB i 2015. På tredje- og fjerdepladsen følger produktionsvirksomheder og sundhedssektoren.

Henrik Stær, teknisk direktør ved Cisco i Danmark, uddyber:

”Data er blevet et af de absolut vigtigste råstoffer i den digitale økonomi. Listen viser, hvordan data spiller en vigtig rolle ikke kun for digitale virksomheder som fx Google, men også for offentlige myndigheder, banker og forskning.”

Top 10 industrier med største datamængder:

  • Internettjenester (public cloud/Web Services) 32%
  • Offentlige myndigheder 15%
  • Produktion 9%
  • Sundhed 8%
  • Transport og kommunikation 6%
  • Energi 5%
  • Finans 5%
  • Forskning 5%
  • Uddannelse 5%
  • Andet 4%

Han fortsætter:

”Én af årsagerne til, at vi ser så store datamængder, er det store fokus på cloud-tjenester, som vi som forbrugere kender fra video-streaming og bankverdenen, hvor vi på få år har vænnet os til at håndtere vores bankforretninger via digitale platforme.”

Lige uden for top ti over datatunge industrier er detailsektoren med 3 pct. hvor virksomheder fx udnytter kundedata til at forbedre og målrette deres produkter og tilbud.

75 pct. af al brugbar data er urørt

Mængden af brugbar data, der bliver produceret i 2020, vil nå op på 60 Zettabytes, men der vil kun være kapacitet til at analysere 25 pct. af det. Ifølge Henrik Stær er der et enormt potentiale i at udvikle teknologier, der kan udnytte de resterende 75 pct.

”Flere ting og mennesker vil blive forbundet til internettet i de kommende år, og der vil ske en stor vækst inden for IoT, hvor alt fra produktionsudstyr til vejrsensorer kommer online. Hvis vi skal udnytte de enorme datamængder, skal vi have sat skub i udviklingen af såkaldt ’fog computing’, hvor beregningerne bliver foretaget tættere på kilden som fx vejrsensorer, så vi fremover kan få et langt bedre beslutningsgrundlag for at klimasikre vores byer eller bygge bedre infrastruktur.”

Om GCI-rapporten

GCI-rapporten er udviklet af Cisco og bygger på global datacentertrafik.

Læs mere her.

Data Created vs. Data Center Traffic

Lad os hjælpe dig