Det offentlige trækker Danmark ned på global it-rangliste

Danmark sakker bagud, når det handler om at udnytte informations- og kommunikationsteknologi (IKT) til at fremme social og økonomisk udvikling. Det viser en ny teknologirapport fra World Economic Forum. På fire år er Danmark faldet fra en 4. plads til en 15. plads i global it-parathed. For mens vi har verdens mest kompetente IKT-brugere, og danske virksomheder er de 8. mest it-parate i verden, får den offentlige sektor kun en 40. plads. Men bøtten kan vendes, hvis staten bliver mere modig i sine it-investeringer.


Danmark er gået 11 pladser tilbage fra 2012 til 2015 på en liste over global it-parathed. Det viser en ny teknologirapport fra World Economic Forum, hvor it-virksomheden Cisco med sit Network Readiness Index (NRI) måler, hvordan 143 lande arbejder med IKT til at fremme social og økonomisk udvikling. Rapporten måler på 53 parametre, herunder rammevilkår for it, investeringer i infrastruktur samt individers adgang til og brug af internettet.

Den offentlige sektor trækker Danmark ned

Én af årsagerne til Danmarks faldende placering er en 40. plads for det offentliges brug af IKT, hvilket placerer Danmark efter lande som Rwanda (12), Kasakhstan (28) og Kina (39).

”Man kan undre sig over, at den offentlige sektor rangerer så lavt, når man tænker på de mange tiltag, eksempelvis kommunerne har gjort på skoleområdet med indførslen af fx digitale eksamener. Det kan skyldes, at it ofte opfattes som en uoverskuelig udgift frem for et vækst- og forbedringselement. Det bremser desværre de it-investeringer, der er så afgørende for at kunne imødegå en digital og forbundet verden,” siger Claus Holm, der er direktør for offentlige it-løsninger i Cisco Danmark.

Han fortsætter:

”Når rapporten samtidig viser, at danske virksomheder indtager en flot 8. plads i it-parathed, peger det på, at mange virksomheder omvendt anvender it som konkurrenceparameter.”

Fortsat udfordret på bredbånd

Et af de områder, hvor Danmark er udfordret, er adgangen til bredbånd. Mens Danmark er placeret som nr. 20 i forhold til IKT-infrastruktur, indtages førstepladserne af Taiwan (1), Norge (1), Sverige (3), USA (4) og Finland (5). 
”På trods af et stigende politisk fokus på adgang til bredbåndsforbindelser er der stadigvæk huller rundt om i landet. Vi ved, at øget vækst og indkomst hænger tæt sammen med adgangen til bredbånd, og det er afgørende i et land som Danmark, hvor både virksomheder og borgere skal have adgang til nettet. Hvis vi skal vende udviklingen, kræver det derfor en mere aggressiv investeringspolitik i forhold til bredbånd og mobilitet fra politisk side,” siger Claus Holm.

Vi kan indhente det tabte

På trods af tilbagegangen på ranglisten findes der offentlige tiltag, der er med til at bane vejen for en optimal it-udnyttelse. Fx i kommuner, hvor der arbejdes med udbygning af infrastruktur, der bruger informations- og kommunikationsløsninger til at realisere Internet of Everything (IOE). Fx digitalisering af byområder eller hele byer med nye muligheder såsom smart parkering, smart belysning, digital måleraflæsning og offentlig tilgængelig WiFi.

”En række kommuner i Danmark, som for eksempel Albertslund og København, arbejder fokuseret med at udbrede WiFi til borgere og virksomheder. Det er et eksempel på, at det offentlige er med til at lede udviklingen og øge den digitale kommunikation mellem kommune og borgere. Vi har nogle af verdens bedste it-brugere, så som land har vi forudsætningerne for at lykkes,” siger Claus Holm.

Læs den fulde rapport her.

Lad os hjælpe dig

  • Ring på 8088 5967 eller
  • Deltag i en diskussion
  • teknisk support
  • Find en forhandler i dit område

Del